Add to Google

Arkiv

Kategorier

Ny restauratør på Royal Oak

Thomas Marxen, som er kendt fra flere restauranter på Fanø og det Sønderjyske, vil fremover være, at finde i de smukke lokaler på Royal Oak.

Den 43-årige kok, har frem til julen 2016 drevet Brundtland Golfrestaurant, blot 23 km. fra Royal Oak. Dette med stor succes for både center, gæster og klub.

Med mere end 20 års erfaring i kokke- og hotelbranchen, medbringer Thomas en enorm erfaring fra bl.a. jobbet som souschef i Tivoli og køkkenchef på flere større hoteller.

"Udover den store ekspertise fra tidligere arbejdsforhold, spiller Thomas en habil gang golf, hvilket vi ser som en kæmpe fordel", udtaler Golf Manager Martin Heiden Nielsen og fortsætter: "Med sin erfaring fra golfbranchen i Brundtland Golf Center, er vi sikre på, at Thomas kender til både den almene gæst- og golferens høje krav og forventninger. Vi ved, at Thomas har haft stor succes med både selskaber, kurser og mad ud-af-huset i Brundtland, hvilket gør os mere end trygge ved det kommende samarbejde".

Restauranten & Caféen på Golfvej i Jels er naturligvis åben for alle. Også selvom man ikke nødvendigvis er bidt af den populære sportsgren. Caféen er fællesområdet, som i det daglige tager imod både golfere, vandrere, sving-ind-gæster og nysgerrige sjæle, hvor restauranten vil blive drevet som a la carte, hvor der selvfølgelig også er mulighed for at holde privatfester, konferencer, kurser og lignende i de smukke lokaler, som har en fantastisk udsigt over golfbanen og Jels Nedersø.

Thomas understreger, at restauranten fremover vil blive drevet som en del af hele huset.

"Man kan sagtens henvende sig til kontoret, hvis man har spørgsmål angående et arrangement eller blot vil booke bord. Lige som det er tilfældet den anden vej rundt. Har gæsten spørgsmål vedrørende golfarrangementer og booking af starttider, løser jeg det, så godt jeg kan. Er jeg i tvivl om noget, skal jeg nok sørge for at skabe kontakten mellem kunden og golfadministrationen. Vi går meget op i, at vi er ét hus og det skal være så nemt for kunden, som det er muligt. Glade og tilfredse kunder er jo vores levebrød", fortæller Thomas.

Thomas har allerede nu sin daglige gang i lokalerne og glæder sig rigtig meget til at hilse på lokalbefolkningen, klubbens medlemmer, samt andet godtfolk og venner af huset. Så man er velkommen til at komme og hilse på.

Selskab- og a la carte menuer er allerede klar og kan findes på www.royaloak.dk i løbet af næste uge. Kan man ikke vente, er man mere end velkommen til at komme forbi og hente den helt store selskabsmappe. Man kan allerede fra nu, bestille store som små arrangementer i og ud af huset. Selvfølgelig også, hvis det "kun" drejer sig 10 x dagens middag.

Thomas Marxen er bosiddende i Jernvedlund, sammen med Katja og parrets 2 børn Robert (7 år) og Andreas (4 år). Thomas har desuden sønnen Jonas (16 år).

For yderlige oplysninger, er man velkommen til at kontakte Thomas Marxen på tlf. 23 70 59 14 eller restaurant@royaloak.dk.

Priser blev uddelt, men modtagerne var der ikke…

I går eftermiddags havde Jels Lokalråd inviteret til Nytårstaffel i Foreningshuset ved Jels Søbad. Omkring 60-70 lokale borgere mødte op for at være ved til at hylde udnævnelsen af Årets Jelsing og Årets Forskønnelsespris.

Inden priserne blev uddelt fortalte lokalrådets formand Niels Bendix om hvad lokalrådet havde udrettet i 2016 og lidt om hvad planerne for 2017 er.

Selve overrækkelsen af priserne stod næstformand Brian Jakobsen for og han startede med prisen som Årets Jelsing.

Årets Jelsing
"For titlen som prismodtager til Årets Jelsing ønsker vi at give vedkommende et skulderklap for en særlig positiv indsats for Jels og dens borgere, og for at gøre Jels kendt ud ad til", fortalte Brian Jakobsen, inden han refererede til nogle af de mange udsagn, der var kommet under indstillingen til årets prismodtagere.

Det var referencer som:
  • Årets prismodtager er er en ildsjæl, som får Jels til at føles som stedet hvor det sker og er rart at være.
  • Han er ligetil, smilende, anerkende og mest af alt ser han det enkelte menneske og alt det den person kan.
  • Han er et aktiv for foreningslivet.
  • Han har i mange år været en ildsjæl i tennisklubben, både som bestyrelsesmedlem og som ungdomstræner.
  • Ligeledes er han at finde i Jels IF’s gymnastikafdeling, som en dygtig træner.
  • Han opfylder ved sin flittige og hjælpsomme indsats på alle måder kravene til kåring som Årets Jelsing.

Årets Jelsing 2016 er Hans Hørlyck. Hans kunne desværre ikke selv være tilstede ved overrækkelsen i går, men han havde sendt en video-hilsen, hvori han takkede for udnævnelsen.

Årets Forskønnelsespris
"Komiteen har modtaget mange indstillinger. Indstillinger på nybygninger, ombygninger og renoveringer i Jels. Rigtig mange af projekterne er gode kandidater til Årets Forskønnelsespris, så det har været svært for komiteen at skulle vælge mellem de mange gode forslag. Alligevel skiller prismodtageren sig afgørende ud og medvirker til at give Jels og omegn et positivt løft", fortalte Brian Jakobsen.

Bedømmelseskomiteens begrundelse om valget af Årets Forskønnelsespris var følgende:
  • Der er tale om en radikal og gennemført renovering på bedste vis.
  • Husets oprindelige arkitektur er respekteret.
  • Samtidig udstråler huset personlighed og hygge.
  • Intet har været for stort eller for småt i ombygningsprocessen.
  • Man har hele vejen søgt de "højeste" løsninger, både arkitektonisk og byggeteknisk.
  • Materialerne og farverne er udsøgte og godt afstemte.
  • Samspillet mellem hus, have og omgivelser er helt i top - man er ikke spor i tvivl, når man ser stedet - det hele kommer til sin ret.
  • Fældning af træer har skabt en åbenhed omkring huset, der nu tydelig kan ses i flot sammenhæng med søen og skoven.

Årets Forskønnelsespris 2016 gik til Henrik Hübschmann, for renoveringen af "Peterhus" på Over Jelsvej 2. Desværre så kunne Henrik heller ikke deltage arrangementet i går, så i hans sted modtog Mathias og Rita Bonde prisen for ham, da de også har været dybt involveret i hele processen med renoveringen.

Foto: Benny Christensen
Foto: Benny Christensen

Andst Avisen uge 3 2017

Brilleejer efterlyses!

Et par “sansynligvis” herrebriller er fundet i græsset ved kartoffelboden på Baldersbækvej 20. De kan godt have ligget et stykke tid. Brillerne kan beses og afhentes i kartoffelboden hos Birgith og Freddy Holdensen.

Højskoledag på Bøgevang

Faurskovvej 8 i Lindknud Mandag den 16. januar 2017 kl. 9.30 – 16.15 Dagens emne er ”Det vi taler om” Vi taler og hører meget om Syrien, men hvad var det egentlig for et land engang, og hvorfor er det gået så galt, hvad er fremtidsudsigterne? Ligeledes hører man tit udsagn om at passe på danskheden, men hvordan definerer man egentlig en dansker? Kl. 9.30 Morgenkaffe med et rundstykke Kl. 10.00 ”Syrien, Profetens Paradis- ramt af borgerkrig” ved Malene Fenger-Grøndahl Kl. 12.00 Middag Kl. 13.00 Sangtime med Bent Svarre Kl. 14.00 ”Brun sovs og frikadeller – dansk identitet i en globaliseret verden” ved Jørn Buch Kl. 16.00 Kaffe med hjemmebag Tilmelding senest 12. januar 2017 på elih@vejen.dk eller 75388009/20433787. Pris 250 kr. for hele dagen eller 100 kr. pr. del for formiddag, eftermiddag og middag. Malene Fenger Grønbech: Journalist og forfatter. Har rejst meget i Mellemøsten og taler ud fra sine erfaringer og oplevelser her samt hendes arbejde som journalist. Jørn Buch: Lektor på University College Syddanmark, har arbejdet på DR og flere andre steder med emner om grænselandsforhold, mindretalsproblemer og nationale identiteter og værdier.

Vikingerne indkalder til audition

I lørdags blev den 41. vikingesæson i Jels skudt i gang med informationsmøde i landsbyhuset i Øster Lindet.

Her kunne den nyvalgte formand for vikingerne, Bruno Bennedsen, byde velkommen. Især en stor velkomst til de mange nye vikinger der på dagen meldte deres ankomst.

"Det er fantastisk at se at der år efter år kommer stadig flere der er interesseret i at være en del af den efterhånden store vikingefamilie", udtaler en tilfreds formand om fremmødet.

Instruktør David Owe kunne præsentere årets stykke; Thor, hammer og kærlighed - en forestilling, med intens stemning, kærlighed og masser af sværdkampe, hvor Thor skal grueligt meget igennem for at vinde sin hammer tilbage.

Som tidligere år har vikingerne brug for masser af skuespillere, så kunne du tænke dig en talerolle i årets forestilling, så er det måske noget for dig at komme til audition. I år er der primært brug for voksne skuespillere i alle aldre.

Audition finder sted på Jels Skole i weekenden den 21. og 22. januar. Nærmere information kan fås ved henvendelse til assistent@jelsvikingespil.dk.

Fra venstre Instruktør David Owe, Formand Bruno Bennedsen, Forfatter Thomas Howalt samt Scenograf Nicolaj Trap der er samlet om en model af scenen til årets forestilling; Thor, hammer og kærlighed.
Fra venstre Instruktør David Owe, Formand Bruno Bennedsen, Forfatter Thomas Howalt samt Scenograf Nicolaj Trap der er samlet om en model af scenen til årets forestilling; Thor, hammer og kærlighed.

Prismodtagere hyldes ved nytårstaffel

På søndag, den 15. januar, afholder Jels Lokalråd årets nytårstaffel. På nytårstaffelet kan man høre lidt om året der gik i Jels, og så skal priserne "Årets Jelsing" og "Årets Forskønnelsespris" uddeles. Jels Lokalråd håber at se en masse deltagere, således at prismodtagerne kan få deres velfortjente hyldest.

Der vil være champagne og kransekage til alle fremmødte. Arrangementet finder sted i Foreningshuset ved Jels Søbad og starter kl. 13.00.

Over 200 juletræer blev samlet ind

Traditionen tro indsamlede Jels IF's Volleyballafdelingen juletræer i Jels i den forgangene weekend. Der var igen i år stor deltagelse af både spillere og forældre, som alle mødte friske op.

Det talrige fremmøde gjorde at der på kort tid blev indsamlet 215 juletræer. Alle træer, som var lagt ud til vejen vedlagt 20 kr. blev indsamlet og det gav sammenlagt 4.300,- kr., som alle bruges på at give klubbens børn store oplevelser gennem volleyball.

Over året tager spillere på en dags stævner, weekendstævner og hvis kvalifikationen rækker, også DM for U14 og U16. Alt sammen aktiviteter der koster mange penge - og her bidrager den frivillige arbejdskraft året igennem med mange penge.

Som tidligere år var juletræsindsamlingen igen støttet af to lokale firmaer. PN Maskiner A/S stillede traktor og vogn til rådighed til at indsamle træer i. KB Portservice ApS bidrog med varme grill pølser og lidt at drikke til de fremmødte hjælpere.

Jels IF's Volleyballafdeling takker spillere, forældre, sponsorer og borgere i Jels, der støtter denne aktivitet.

Andst Avisen uge 2 2017

Karateafdeling klar igen efter jul

Jels IF's karateafdeling er netop startet op igen efter en god juleferie, og de starter året med et rigtig godt tilbud. Afdelingen har nemlig lavet et klippekort, hvor man kan få lov at træne med seks gange helt gratis, hvorefter man så kan beslutte sig for om man ønsker at forsætte træningen.

Der trænes mandage fra kl. 18.00-19.30, hvor der er fælles træning for alle. Fra kl. 19.45-20.45 er der træning for alle med 3. kyu eller en alder på min. 13 år.

Om onsdagen trænes der fra kl. 17.30-18.30 (for de 8-10 årige), kl. 18.40-19.40 (for de 11-15 årige) og kl. 19.45-21.00 (for 16-99 årige).

Karate er en japansk kampkunst for alle og foruden styrke-, konditionstræning, så får man også selvtillid og lærer om disciplin og respekt. Karate er ikke voldelig!